Euroluce 2011 – Lampetrenden siger: ”LED LED LED!”
Euroluce løber af stablen hvert andet år, som en integreret del af den store møbelmesse i Milano, kaldet I Salone. Efter at have været et sporadisk indslag på forrige messe i 2009, kan LED nu siges at være blevet voksen. Eller i hvert fald teenager. I krogene hviskes der allerede om næste generationer af LED, som vil give lampedesignere og –producenter endnu mere frihed til at tænke kreativt.
Vil du gerne bare se en masse billeder fra Euroluce 2011, så klik her og se Spotlight2.dks Euroluce2011 galleri!
300.000 m2 med designermøbler og lamper!
Møbelmessen i Milano er et tilløbsstykke uden lige. Alle ambitiøse og seriøse, der kan kravle og gå, inden for møbel- og belysningsbranchen, sender delegationer mod Milano for enten at passe de kreative stande eller browse de knap 300.000 m2 for nye trends, spændende nye partnerskaber eller konkurrenters nyheder.
Krisen er ovre – Euroluce var sydende
Belysningsmessen i 2009 lå i kølvandet på finanskrisens udbrud, og messen var en halvforkølet affære, der ikke trak nær så mange udstillere og besøgende som tidligere.
I år var messegangene sorte af mennesker! De mest fremsynede virksomheder har ikke benyttet de seneste hårde år til at gå i flyverskjul og vente på, krisen stilnede af – de har udviklet og forsøgt at få et forspring til konkurrenterne.
På den 1300 meter lange midtergang kunne man mærke, hvordan det summede af forventning – og måske lidt af lettelse over endelig at kunne se krisen klinge af.
Fremtidens lamper opleves i Milano
Med hastige skridt og stadigt tungere trolleys til de mange kataloger og visitkort, zigzaggede indkøbere, arkitekter, journalister og detailister ud og ind mellem standene i de 24 haller, som møbelmessen har til rådighed.
Euroluce bestod i år af ca. 6 haller. Her findes fremtidens lamper!
Prototyper og klassiske lamper står side om side i LED-fællesskabet
Dét man skal have sig for øje, når man ser på de mange spændende lamper, er, at en stor del af lamperne er prototyper – og det er langt fra sikkert, de nogen sinde kommer i produktion.
Eller måske ligner lampen slet ikke sit ophav, når først lampen endelig rammer handlen.
FLOS får Starck til at præsentere sin lampe-nyhed
Et besøg på FLOS’ imponerende stand er et eksempel: her vises udelukkende nyheder.
Philippe Starck besøgte standen og fortalte i livlige ordvekslinger med FLOS’ ejer Piero Gandini om tilblivelsen af sin seneste kreation for FLOS; en bordlampe, der også fungerer som både iPad- og iPodholder og -oplader.
Med en lysføler kan man spare endnu mere energi
En rundtur på standen bekræftede, at LED er fremtiden. Et fint eksempel er en læselampe, der kan sættes til at justere lysstyrken alt efter, hvor meget dagslys, der rammer lampen.
Et perfekt energibesparende tiltag, selvom der i forvejen kun sidder en lille 9W lyskilde i.
Artemide opgraderer sine favoritter
På Artemides stand havde man brugt energien på at integrere LED i flere af firmaets populære lamper. Således kommer den klassiske Tolomeo nu med LED, ligesom man har pudset nogle detaljer af, så som at skjule skruerne på Tolomeo Micro Faretto.
Luceplan malker successen med Hope
Hos Luceplan dominerede deres seneste lysekrone Hope i forskellige afskygninger. Lysekronen er stadig en fryd for øjet – men de mange varianter, især i de små størrelser, virker klodsede og ufuldendte.
Straks mere potentiale ses i Luceplans forsøg med LED-moduler.
3D-printede lamper vakte begejstring - især hos pilfingrede journalister
MGX by Materialise havde en lille stand, som kunne vise den imponerende serie af 3D-printede lamper.
Oplev 3D-printede lamper i vores butik i København
Især Lily og Quin fik de besøgende til at tage hænderne op af lommerne og pille, vende og dreje.
Trods det skrøbelige udtryk, modstod lamperne fint de ivrige fingre. Se et billede fra standen i vores Galleri fra Euroluce - eller kig ind forbi vores butik for selv at opleve 3D printede lamper.
Der bliver flere og flere danske stande på Euroluce
Danske Refer+Staer var også at finde, ligesom &tradition, LightYears og Gubi også var det. Sidstnævnte benyttede lejligheden til at relancere et par klassikere, nemlig Grashopper i seks nye farver.
2D-koder og video gør lamperne levende hos Foscarini
Foscarinis stand var et kig ind i fremtiden – eller for mange af os vel nærmere blot rodfæstet i nutiden.
Med videopræsentationer projekteret på lærreder ved lamperne og 2D-koder på gulvet lige til at skanne med mobilen, udvider Foscarini lampernes univers til også at ramme flere medier.
Mon tanken ikke ligeledes har været at give de voksende e-medier hurtigere adgang til at få nyhederne ud?
Se et billede fra standen i Spotlight2.dk's Galleri fra Euroluce her.